Tandlægeskræk

Når man har tandlægeskræk, går man ofte ikke til tandlægen. Det resulterer desværre tit i, at sygdomme i mundhulen og tænder ikke opdages i tide. Patienter med tandlægeskræk kommer typisk først til tandlægen, når de har smerter. Det betyder, at der ofte kræves større behandlinger for at løse problemet, og det er så med til at forstærke den dårlige oplevelse hos tandlægen. Det er helt forståeligt! Den eneste måde, man kommer ud af denne dårlige rytme, er ved at gå til tandlægen, som jo igen er det, man for alt i verden vil undgå.

Hvordan kan et patient, der lider af tandlægeskræk, få hjælp til at komme ind i et regelmæssigt tandplejeforløb?

Indledningsvis skal patienten acceptere, at vedkommende har det rigtig skidt med at gå til tandlægen, og samtidig ønske at ændre dette.

Herefter er det en god ide at kontakte tandlægeklinikken og fortælle, at man har tandlægeskræk, og at man gerne vil have hjælp til at komme ud over denne skræk.

Det første store skridt vil ofte være at bestille en tid og tvinge sig selv til at møde op på klinikken. Bare det at komme ind på klinikken og sætte sig i venteværelset kan være en stor udfordring for mange patienter.